Fri fragt ved 1.000 kr. | Levering 1-3 hverdage

Spring Cleaning på altanen? Gør dine teakmøbler forårsklar

Denne guide er også velegnet til eukalyptusmøbler 

Med foråret pibler lyset og varmen frem igen, og vi forbereder os til mange timer under åbne himmelstrøg. For mange af os opstår derfor også et ønske om lige at give hjemmet en kærlig overhaling inden sommeren.

Og her kan altanen også trænge til lidt forkælelse. Måske synes du, at vinterens mange måneders slud og nedbør har gjort dine altanmøbler vejrbidte og lidt trætte at se på. Men heldigvis er der råd at hente! Her bringer vi nemlig en guide til, hvordan du nemt kan behandle dine altanmøbler i teak.

Værd at vide om teak

Mange udendørsmøbler er lavet i teak, fordi træsorten har lang levetid. Udover dens smukke ydre er træet både hårdt og olieholdig fra naturens side, hvilket gør det ideelt til det mere barske nordiske klima.

Teakmøbler kan derfor også stå ude året rundt. Fordi træet er et naturligt materiale vil der dog med tiden opstå misfarvninger og ujævnheder, hvis man ikke rengører det. Med den rette pleje sørger du dermed for, at du kan elske og bevare dine altanmøbler i mange sæsoner.

Rengøring af træet

Til at rengøre teakmøbler bruger vi wood cleaner fra Brafab. Produktet sprayes på træet, derefter skrubbes snavset væk med en børste egnet til træ. Det er vigtigt, at du altid børster med årenes retning. Denne behandling kan gentages så mange gange som nødvendigt. Brug en våd klud til at tørre overskydende smuds af.

Oplever man, at der fortsat er misfarvninger på træet kan dette forsigtigt slibes til med sandpapir. Det er her vigtigt, at træet er helt tørt og rent, da man ellers vil komme til at presse skidtet ned i træet, når man sliber.  

Påføring af olie

Hvis man ønsker det, kan man efter rengøring påføre olie til træet. Her bruger vi Brafabs teakolie. Igen er det vigtigt, at træet er helt tørt, før olien smøres på. Man kan også lade være med at bruge olie og lade sin teakmøbler stå råt. Dermed vil de med tiden få den smukke gråpatinerede overflade, der er velkendt for træet. Dette afhænger udelukkende af, hvilket udseende man foretrækker, da påføring af olie ikke har betydning for møblernes levetid eller funktion.  

Ved at følge denne guide sørger du for, at dine teakmøbler holder mange sæsoner, og du får mest mulig glæde af dem. 

Vi ønsker alle en rigtig god forårsrengøring og en skøn sæson!