butik@altanbutikken.dk">

Altan Eksperimentets altankasse eksperiment

oprettet d.

Altan Eksperimentets altankasse eksperiment

Altanen er mit uderum hele sommerhalvåret. Så snart det er lunt nok, står altandøren åben.

Det er her jeg sidder med min laptop og skriver blogindlæg. Det er her jeg tager en lur i eftermiddagssolen. Når jeg har gæster, er det selvfølgelig på altanen vi drikker kaffen, rødvinen eller spiser et måltid mad sammen.

Når det er muligt, er der hjemmedyrkede ingredienser i maden og på bordet. Friskplukket direkte fra altanen. Afhængigt af sæsonen, kan det være krydderurter, forårsløg, tomater, chili, sukkerærter, blåbær eller jordbær. De planter jeg dyrker på altanen, skal være nyttige på enten på den ene eller den anden måde.

Mad til bierne

Om sommeren har jeg planter fra gulv til loft og på altangelænderet hænger altankasserne side om side, for at udnytte pladsen til det yderste.

I år har jeg plantet altankasserne til med blomster. Jeg synes det er helt forfærdeligt, at vores bier har det så svært, så der skal være masser af (usprøjtet) mad til vores små summende venner. Derfor er der rigtig mange forskellige blomster i altankasserne i år.

 

En af de blomster jeg har hvert år, er ærteblomster. De sætter masser af yndige og duftende blomster og så har de den egenskab, at jo flere blomster man plukker, jo flere blomster vokser der frem, så der også er noget til at sætte i vaser.

Saml frø og bliv selvforsynende

Sidst på sommeren lader jeg blomsterne sætte frø og samler så frø ind fra de blomster, hvis farve jeg bedst kan lide. Med tiden bliver man selvforsynende med denne metode, som iøvrigt kan bruges på de fleste planter.

Fordi jeg samler frø hvert år, bruger jeg stort set ingen penge på planter længere. Til gengæld bruger jeg lidt ekstra på god økologisk jord og gødning.

Duftende ærteblomster i mange farver og sorter

Når man køber frø til ærteblomster, er der mange sorter at vælge imellem. Det er kun de ét-årige der dufter. 

Ærteblomster kan blive flere meter høje, men den sort jeg har bliver max halvanden meter. Det er alligevel rigeligt til, at de kommer til at hænge ud over kanten på altankasserne, hvis ikke de får noget at klatre op af. Det må gerne se lidt vildt ud.

 

Jeg har læst på nettet, at de sætter flere sidegrene og bliver buskede, hvis man nipper toppene af. Det kan man gøre, når de har nået 10-12 cm højde. Man klipper lige over andet eller trejde bladpar. Toppene skulle så kunne plantes igen, så antallet af planter fordobles.

Det er første gang jeg prøver denne metode i år, så jeg fik helt ondt i maven da jeg skulle klippe, men håber på et godt resultat.

 

Toppe af ærteblomster i vand - Med lidt held, slår de måske rødder, så antallet af planter fordobles

Altan Eksperimentet, det er trial and error

I det hele taget er det meste af det jeg laver på altanen lidt af et eksperiment. Jeg kom sent i gang med interessen for at dyrke planter, så alt er trial and error. Heldigvis har både Google og Youtube været meget behjælpelige med gode råd og min nyfundne interesse, samt begejstringen når noget lykkes, gav mig idéen til at dokumentere mine resultater på altan bloggen, AltanEksperimentet.dk

 

Toppen er klippet af ærteblomsten, så den sætter grene og bliver mere busket

Stedmoderblomster og hornvioler er spiselige blomster

I altankasserne har jeg også sat stedmoderblomster og hornvioler. De er ligeledes sået fra frø, indsamlet sidste efterår.

Stedmoderblomster og hornvioler er spiselige blomster. Fire-fem hornvioler i salatskålen og den er pimpet til nye højder.

Et andet sommerligt indslag er hornvioler og små stedmoderblomster frosset inde i isterninger. Servér dem i en klar glaskande med for eksempel hyldeblomstsaft.

(Vær opmærksom på, at de hornvioler og stedmoderblomster man køber kan være sprøjtet. Endnu et argument for at dyrke dem selv.)

 

Så natlevkøjen i nærheden af din yndlings plads på altanen

Min hemmelige ingrediens

En lille hemmelig ingrediens, som står mit hjerte nært er natlevkøjen. Det er en lille bitte lyslilla blomst, som ikke ser ud af noget særligt. Til gengæld udsender den de mest vidunderlige aftendufte, samtidig med, at solen går ned over altanen.

 

Natlevkøj skal såes direkte på voksestedet i maj. Lader man dem blive stående efter afblomstring, kan man høste hundredevis af små birkes lignende frø. Det er nok til, at man både bliver selvforsynet OG kan dele med venner og familie, som endnu ikke stiftet bekendtskab med “nattens dronning”.

 

Sørg for at så rigeligt og så dem i nærheden af din yndlings plads på altanen. De berusende vanilje-agtige dufte tiltrækker både mennesker og natsværmere. Og glasset med den sidste rødvin, smager ekstra godt på sådan en lun, duftende sommeraften.


Ingen kommentar(er)
Skriv din kommentar